Nyheder

Hvad sker der i Toldboden?

ToldbodKunst febr/marts 2017 Dorthe Christensen

Ny udstilling i ToldbodKunst er med Bjerringbro-kunstneren Dorthe Christensens akrylmalerier.

Dorthe Christensen har arbejdet med billedkunst siden 2005. I begyndelsen i det små, men gennem årene er det mere og mere blevet til en stor passion, således at der altid er gang i nogle malerier. Der arbejdes med akryl, men der bruges også gerne papir/collage, lim/lak, tusch og kul - mixedmedia.

Om maleprocessen fortæller Dorthe: ”Mine malerier bliver til i løbet af processen - det er meget sjældent, jeg på forhånd ved, hvor det ender. Jeg maler i MANGE lag, kan lide der er dybde i billedet. Jeg bliver inspireret af farver, og så dukker der ofte former og evt. fantasi-figurer op i løbet at processen. Men oftest er det det abstrakte maleri, der fascinerer mig. Jeg arbejder bedst ved at have gang i flere malerier på samme tid, pludselig er der ét, der tager form, og det får så mere og mere opmærksomhed - så må de andre vente lidt. Det kan være svært at beskrive, hvor inspirationen til selve det at male kommer fra. For mit vedkommende kan det være lige fra børnetegninger, kunst, boligindretning til natur, gåture, rejser og oplevelser fra dagligdagen. Man kan vel sige at man er inspireret af indtrykkene fra dagligdagen. Og så oplever jeg også, at når jeg i perioder maler allermest, bliver jeg mest inspireret - så jeg får inspiration af at male.”

Dorthe har også fået inspiration på forskellige kurser, og kurserne bruges også til at møde andre, der holder af at male, ligesom hun er medlem af ”De Kreative” - en lille malegruppe, der mødes en gang om måneden for at male og indimellem laver gruppeudstillinger. Og så står Dorthe i øvrigt selv for sin udvikling i dagligdagen i sit atelier, som ligger i den fællesbutik, som hende og Lillian Beck åbnede for 1 år siden i Torvegade 6, Bjerringbro Kunst & Loppe De Luxe.

Udstillingen er en salgsudstilling, og den kan ses i i flere forskellige etager i Toldboden 1-3 samt i den fælle kantine frem til udgangen af marts.

Med venlig hilsen - og vedr. evt salg:

Robert Pind Pind-Smerteklinik 51895410