Nyheder

Hvad sker der i Toldboden?

Inger Christensen, Viborg: Akrylmaleri

Ny udstiller i ToldbodKunst, Toldboden 3, Viborg er i marts-april Inger Christensen, Viborg.

Inger Christensen har fået sig godt etableret i udstillingssammenhæng, siden hun for første gang rørte akryl-maling i forbindelse med et kursus hos kunstneren Leila Andersen, Fiskbæk for ca 10 år siden.

Inger Christensen fortæller, at det dengang var en rund fødselsdagsgave, som gav blod på tanden til at fortsætte. Hun var da netop startet på sin efterløns-karriere, og det gav god tid til at få gang i penslerne.

Før den tid havde hun haft megen omgang med alle regnbuens farver i sin garnforretning i Viborg. Nu bruges en del af den nye frihed til at eksperimentere med farverne på lærredet.

Når Inger Christensen starter, ved hun som regel ikke, hvordan billedet skal begynde eller ende. Det er dialogen med farverne og inspirationen under vejs, der tager over. Det kommer der abstrakt koloristiske billeder ud af, og hver gang er det Inger Christensens sikre farvevalg, der dominerer det færdige resultat.

I november 2015 fik Inger Christensen et billede gennem nåleøjet på den censurerede udstilling i Bjerringbro Kunstforening, og bl.a. kan dette billede også ses.

Udstillingen, som er en salgsudstilling, kan ses i Toldbodens almindelige åbningstid frem til d. 30. april.

 

Med venlig hilsen

Robert Pind